Det er i dag svært at snakke om leg uden også at snakke om læring. Institutionernes formål har ændret sig markant gennem tiden. De er gået fra at være et opholdssted for børn, til anerkeldelse af barnet som individ med selvstændige rettigheder (Den reformpædagogiske bevægelse s.4, linje 35 i "Et filosofisk blik på pædagogik" af Bjørn Hamre) og til i dag hvor grænsen mellem børnehave og skole bliver mere og mere utydelig. Sprogtest, læreplaner og førskole opgaver er alle kommet for at blive. Vi kan altså ikke længere sige at der kun er tale om leg i børnehaven.

 

Men hvad er leg? Johan Huizinga beskriver det således: "...leg en aktivitets- eller læringsform uden anden funktion end at være i leg." (Digital dannelse 1.udgave, 2. oplag 2011 af Lotte Nyboe, s.72, linje 24). Ifølge Huizinga giver det ikke nogen mening at snakke om legens funktion, da leg ikke har et formål i sig selv, men at leg handler om oplevelse. Leg kan derfor ikke måles på samme måde som læring og "anskuet i et kulturelt perspektiv har leg således ingen nytte, men er noget i sig selv (Mouritsen 1996)." (Digital dannelse 1.udgave, 2. oplag 2011 af Lotte Nyboe, s.73, linje 1). 

 

I pædagogisk sammenhæng tænkes leg ind som et middel til læring. Legen har altid et formål og handler om at tilegne sig færdigheder. Lad det være sociale, motoriske eller sproglige færdigheder. "Indlejret i leg findes en drivkraft, der holder aktiviteten i gang, og at skabe læringsdesign, hvor de lærende har mulighed for at komme i leg, kan derfor være en fordel". (Digital dannelse 1.udgave, 2. oplag 2011 af Lotte Nyboe, s.74, linje 33-35).

 

Jeg mener at vi (pædagogerne) skal til at flytte fokus fra læring (mester) og i stedet være mere legende (guide, aktør, deltager). (se figur i begrebsredegørelse lektion 1 taget fra "Det eksperimenterende fællesskab - medieleg i en pædagogisk kontekst" 1. udgave 2013 af Klaus Thestrup). Den drivkraft der ligger i børns leg kan være med til at skabe et endnu større læringsrum (formel som uformel).